Indhold
Når kalenderen siger den 13. december, er det et must, at der skal afholdes Lucia optog. Det er blevet lige så fast en juletradition som at tænde kalenderlyset hver morgen eller at se julekalender om aftenen. Det er en tradition, der blev vakt til live i 1940’erne, og som den dag i dag spreder julestemning rundt om i børnehaver, skoler, museer og plejehjem.
Selvom det ikke er en særlig gammel tradition, når man ser på mange andre af vores traditioner i julen, er den populær blandt både børn og voksne, fordi det minder os om, at lyser vender tilbage, og at der nu også kun er 11 dage tilbage til juleaften.
Hvordan er et Lucia optog?
Et Lucia optog består helt traditionelt af en Luciabrud med en krone med levende eller elektriske lys på hovedet. Hun er desuden iklædt en flot, hvid dragt. Bag hende er en række af både piger og drenge med hvert et lys i hænderne, og som også alle har en hvid dragt og en krone på. Dog er der ikke lys i deres kroner – de består ofte af glimmerkranse i enten sølv eller guld, alt efter hvad man er til.
De går i en lang række i et stille tempo, mens de synger den tilhørende sang:
Nu bæres lyset frem
Stolt på din krone
Rundt om i hus og hjem
Sangen skal tone …
Men i dag kan der afholdes Lucia optog på mange måder. Der er derfor også set eksempler på Luciaoptog på vandet, hvor folk i kajakker har lys tændt og padler efter hinanden tidligt om morgenen eller om aftenen, når det er mørkt.
Et Lucia optog behøver derfor ikke tage sig ud som i traditionel forstand, hvis man har lyst til at prøve noget helt andet. Det kan sagtens foregå på mange andre måder og andre steder end på plejehjem, børnehaver, skoler og museer. Det kan derfor også arrangeres på gågaden eller midt i et større julearrangement. Langt de fleste vil synes, det er mere end hyggeligt og bare nyde at høre på skønsangen og se på de levende og blafrende lys.
Hvorfor afholder vi Lucia optog?
Lucia optog er som sagt ikke noget, vi altid har afholdt i Danmark. Det blev vakt til live i 1944, hvor det blev indført fra Sverige.
Der er mange forskellige forklaringer på, hvorfor vi holder Lucia optog, og hvorfor traditionen kom til Danmark. En af dem lyder på, at stjernedrenge tilbage i senmiddelalderen sang julen ind i hele Norden. Det gjorde de i hvide dragter og med spidse huer på. Dengang gjorde man det for de hellige tre konger og ikke for Sankta Lucia, som var en katolsk helgen fra Italien.
Det siges, at skikken med at synge julen ind blev blandet sammen med historien om Lucia i løbet af 1800-tallet i Sverige. Som årene gik og det med at synge julen ind blev forbundet med Sankta Lucia, blev der i 1927 arrangeret et Lucia optog, som vi kender det i dag, for første gang i Sverige. Denne tradition spredte sig hurtigt, hvilket resulterede i, at det første optog i Danmark blev arrangeret i 1944 af varehuset National Scala i København.
Det har hængt ved lige siden og er bestemt en tradition, der ikke er blevet mindre populær siden. Der er også noget ganske hyggeligt ved, at så gammel en tradition stadig kan få lov til at hænge ved og sprede ganske ægte julestemning – for det er netop, hvad det gør.
En tradition for selv de mindre troende
I Danmark tror vi ikke meget på Gud og de historier, der fortælles i biblen. Men alligevel har vi taget denne tradition til os, til trods for at den er stærkt forbundet med kristendommen. Grunden til dette er nok også, at det er noget, vi helst ikke vil være foruden. Et Luciaoptog er altid hyggeligt og spreder en fantastisk glæde – og så er det også en god historie, der ligger bag.
Julen er netop også et af de tidspunkter, hvor vi er mest troende og går op i de traditioner, der er foreskrevet af kristendommen og tidligere tiders traditioner. Lucia optoget får derfor med al sandsynlighed lov til at leve i mange år endnu.