Indhold
Nu bæres lyset frem
Stolt fra din krone…
Sådan lyder det hvert år den 13. december på skoler, plejehjem og institutioner. Men hvorfor synger vi hvert år om Sankta Lucia?
Historien bag vores tradition om Lucia fortæller, at hun var en ung kristen kvinde, der levede tilbage i 300-tallet i byen Syrakus på Sicilien. Dengang troede man på den romerske religion – men ikke Lucia. For hun var kristen, og det var bestemt ikke ufarligt.
Romerne så nemlig på kristendommen som en fjende af Romerriget. Derfor var det også ganske forbudt at være kristen. Blev det opdaget, at man var kristen, blev man angivet til myndighederne med tortur og henrettelse til følge. Det skyldtes primært, at de kristne ikke ville ofre til kejseren, som det ellers blev forlangt med jævne mellemrum dengang.
De kristne ville gerne bede både for kejseren og for Romerriget. Men, de ville ikke ofre til ham som en gud, da de kun accepterede én gud.
Hvornår er det luciadag
Luciadag er hvert år d. 13 december – følg med her, hvornår det er Luciadag næste gang:
Lucia hjalp de syge og fattige
Mange kristne valgte derfor at søge tilflugt i katakomberne, så de i skjul kunne leve som kristne. Lucia ville gerne hjælpe og sneg sig derfor ud om natten for at dele mad ud. For at kunne se noget og for at have hænderne fri til at hjælpe, bar hun en krans på hovedet med lys i.
Lucias mor blev på et senere tidspunkt rask på helt mirakuløs vis efter at have været dødeligt syg. På grund af dette lovede Lucia at vie sit liv til Kristus og kristendommen. Af samme grund nægtede hun derfor at gifte sig med en romersk mand, som hendes familie havde lovet hende væk til.
Blev angivet til myndighederne
Dette blev den romerske bejler naturligvis ikke glad for. Han angav derfor Lucia til myndighederne, hvortil hun blev arresteret. Men hver gang hun skulle straffes for sin tro, blev hun beskyttet ved hjælp af guddommelig indgriben.
Lucia blev for eksempel sendt til et bordel som straf for sin tro. Men da oksekærren skulle køre hende dertil, kunne okserne ikke flytte sig. Kejseren forsøgte også at brænde hende på bålet uden held.
Den 13. december år 304 blev hun så idømt døden og henrettet med et sværd. Hun blev set som en martyr af den katolske kirke og blev kåret som helgen. Derfor fejrer vi hende hvert år den 13. december.
Traditionen går tilbage til senmiddelalderen
I Danmark er vi ikke katolikker. Så hvorfor fejrer vi den katolske tradition hvert år? Det er også en relativt ny tradition herhjemme, som bunder i, at stjernedrenge sang julen ind i hele Norden i senmiddelalderen. Når de gjorde det, var drengene iført hvide dragter og spidse huer. Dengang sagde man, at det var de hellige tre konger.
I 1800-tallet blev skikken blandet sammen med historien om Sankta Lucia i Sverige. Og i 1927 arrangerede Stockholms Dagblad så det første store og offentlige Luciaoptog, som vi kender det i dag. Herfra spredte det sig hurtigt, og det første optog i Danmark blev således arrangeret i 1944 af varehuset National Scala i København og er blevet det lige siden blandt store og små på skoler, i børnehaver og andre steder.
Melodi fra Napoli
Fordi Lucia var fra Romerriget, er det heller ikke så underligt, at melodien – som vi kender den i dag – faktisk er en folkesang fra Napoli. Sangen har ikke noget med den Lucia at gøre, men er oprindeligt en hyldestsang til området Santa Lucia, der ligger i Napolibugten i Italien.
Den svenske sangskriver, Sigrid Elmblad, valgte i begyndelsen af 1920’erne at skrive sangen om, så den egnede sig til Luciaoptoget. Danske Alex Garrf skrev senere teksten på dansk – og det er i dag den sang, vi synger til Luciaoptog.
I sangen synger vi om gaver og lys, hvilket både er for at fejre lyset, men også for at henvise til det arbejde, Lucia gjorde for sine medkristne. Det er en smuk sang, som stort set alle danskere kan mindst ét vers udenad i dag, og som vi ikke kan være foruden, når kalenderen siger 13. december.
Ifølge traditionen går Luciabruden forrest i optoget med en krone med lys på hovedet. Kronen kalder man for jomfrukronen og er et minde om Sankta Lucia, der viede sit liv til Gud som Kristi brud og derfor insisterede på at leve som jomfru for Gud – også selvom det kostede hende livet.
En tradition, vi ikke vil være foruden
Lucia er noget, langt de fleste børn vokser op med i Danmark, og som de glæder sig til hvert eneste år. Selv i julekalenderne på TV er Luciaoptog noget, man forventer er med. Det bliver derfor også anset som en stor ære for den, der får lov til at gå forrest i optoget med kronen på hovedet – det er især noget, mange piger gerne vil have lov at prøve mindst én gang.
Rundt om på skolerne er det meget almindeligt, at der er om formiddagen arrangeres et Luciaoptog, som kommer rundt på gangene og i klasserne. Alt lys bliver slukket, så det kun er Luciabruden og resten af optoget, man kan se. Det er en ganske hyggelig tradition, som mange helst ikke vil være foruden, fordi det giver et ekstra skud julestemning og en tro på, at lyset kommer tilbage igen.
Børnehaver er også i høj grad begyndt at afholde Luciaoptog den 13. december, hvor bedsteforældre og forældre inviteres indenfor for at fejre den lysende dag. Det er en stor dag for mange børnehavebørn og er også en dag, hvor der hygges lidt ekstra og inviteres på både boller, julekager og varm kakao.
Vi fejrer traditionen, selvom vi ikke er stærkt troende
Mange danskere er i dag kulturkristne og derfor ikke stærkt troende eller udøvende, når det kommer til kristne ritualer. Vi holder derfor fast i kristne traditioner op til jul, fordi de er hyggelige og minder os om noget godt fra vores barndom. Det er også tilfældet med Luciaoptoget, som i virkeligheden er en fejring af kristendommen og lysets tilbagevenden, men som vi i lige så høj grad fejrer, fordi vi plejer at gøre det, og fordi det er en god tradition, som giver os et smil på læben og et ekstra skud julehygge på grund af de levende lys.
Der er derfor heller ingen tvivl om, at Lucia og Luciaoptoget kommer til at består i mange år fremover endnu, og at det er en tradition, som vi ikke kommer til at være foruden den 13. december. For mange børn er Lucia også en dejlig påmindelse om, at man nu er mere end halvvejs til juleaften.